Jeg er træt, træt af
livet.
Folk ser min flotte,
glade, udadvendte side, men de ser ikke den anden side der ligger
grædende i fosterstilling henne i det mørkeste hjørne.
Mit indre er totalt
ødelagt.
Mit liv betyder så
uendelig lidt og dit betyder så uendelig meget.
Ønsker dig alt held og
lykke i fremtiden, også selv om jeg ikke kommer til at opleve den.
Denne psykiske smerte er
uudholdelig, kun fysisk smerte kan dæmpe den.
Jeg er gode venner med
mange, men jeg tør ikke gå det sidste stykke.
Det er altid det sidste
skridt der såre mig mest.
Det eneste jeg ønsker mig
er fysisk kontakt med et andet menneske, men det skæmmer mig også hver gang.
Du ved ikke hvor meget du
såre mig, men jeg kan heller ikke byde dig at finde ud af det.
I går snakkede jeg med en
som jeg endte med at følge hjem.
Hun virker meget sød.
Kunne det mon blive til
noget?
Tør jeg?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar